Guide: Sådan Fjerner Du Ukrudt Mellem Dine Fliser (Effektivt Og Nemt)

Der er næppe noget mere irriterende, end at kigge udover sine smukke fliser i haven blot for at opdage, at ukrudtet har haft en fest i mellem fliserne.

Og hvad gør man så?

Jamen, du kan selvfølgelig købe dig fattig i alverdens ukrudtsfjernere og fliserens – f.eks. Roundup, verdens mest benyttede ukrudtsmiddel. Og det skal såmænd nok gøre arbejdet.

Men…

Der findes en langt billigere metode. En metode der samtidigt er noget mere skånsomt for miljøet. Og så er det nemt.

Opskrift på ukrudtsfjerner:

1 kg. alm. vejsalt

Måske har du noget vejsalt til overs fra vinteren. Ellers må du ud og finde en leverandør. Du skal bruge 1 kilo.

10 liter koldt vand

Det burde være den absolut nemmeste ingrediens at anskaffe. Åbn for hanen og du er kørende.

En grøn vandkande

Om den er grøn er ikke så vigtigt. Den skal bare kunne rumme 10 liter. F.eks. som den her fra Silvan.

Ja, det er faktisk det. Mere skal der ikke til.

Nu skal du bare følge nedenstående 3 punkter, og så er du snart ukrudtsfri.

Sådan fjerner du ukrudt mellem dine fliser:

  1. Hæld 1 kg salt i din vandkande.
  2. Fyld vandkanden med vand (10 liter).
  3. Sørg for at saltet bliver opløst helt. Rør evt. lidt rundt med en gammel grydeske.

Og vupti. Nu har du lavet din egen miljørigtige “roundup”.

Tilbage er der kun at vande dine fliser grundigt. Og så vente i 7 – 12 dage.

Når du kan se, at ukrudtet visner og bliver gult, så tager du en kost med stive børster og fejer simpelthen bare ukrudtet væk.

Bonustip:

Ovenstående metode virker også særdeles godt, hvis du f.eks. har grus i din indkørsel. Hvis du vander din indkørsel 3 – 4 gange i løbet af foråret/sommeren, så kan du være ukrudtsfri uden de store problemer.