5 knaldrøde advarselslamper du skal kende til, inden du bestiller rengøring

Inden du hyrer dit næste (og måske første?) rengøringsfirma til at stå for rengøringen i enten dit hjem eller på din arbejdsplads, så er det vigtigt, at du første sætter dig grundigt ind i, hvilke faldgruber der findes derude.

Vi har her listet 5 ting op, som du skal være ekstra opmærksom på, inden du hyrer en leverandør til rengøring.

1. Kan du stole på firmaet?

Der findes et hav af rengøringsfirmaer derude og det kan være svært at gennemskue, om de hver især er til at stole på. Det er trods alt personer, som du skal overlade en nøgle til, så de i praksis har fri adgang til dit hjem og alle dine værdier. Derfor er det også vigtigt, at du har ro i maven og føler dig tryg ved aftalen.

Ting du kan kigge efter er blandt andet:

  • Har de et CVR-nummer?
  • Hvor længe har de eksisteret?
  • Har de en firmaside på Facebook? Hvad skriver folk om dem?
  • Er det en enkeltmandsvirksomhed (med skjult regnskab) eller er det et selskab (med tilgængelige regnskaber)?
  • Har de nævnt kundereferencer på deres hjemmeside?

Det måske bedste måde, at vurdere et firma på, er, at ringe op til de kunder, som de har nævnt på deres hjemmeside. På den måde kan du få en (tæt på) uforbeholden vurdering af både kvalitet og seriøsitet.

Viser det sig, at referencerne på deres hjemmeside ikke kender til firmaet, så er det naturligvis et kæmpe rødt flag og du bør straks søge efter andre leverandører.

2. Står du reelt med hele risikoen, hvis noget går i stykker?

Det kan være fristende som et lille nyt rengøringsfirma at spare på forsikringerne og dermed tilbyde rengøring til en lavere pris end konkurrenterne. Men desværre kan det ende med at blive en rigtig rigtig dyr fornøjelse for dig som kunde.

For selvom firmaet stadig vil være erstatningpligtig, hvis de ødelægger dine (kostbare) ting, så er det langt fra sikkert, at du nogensinde får så meget som en øre, hvis ikke firmaet er forsikret..

En civil retssag kan være både dyr og langsommelig og en vunden retssag er ikke ensbetydende med, at du får din erstatning udbetalt. Langt fra.

Derfor skal du sikre dig, at det firma du vælger du som din leverandør af rengøring – uanset om det er til dit firma eller dit private hjem – er forsikret imod skader.

3. Er du kunde eller arbejdsgiver? Det forkerte svar kan koste dig op til kr. 240.000 i bøde

Det kan være enormt fristende at hyre en privat rengøringsassistent. Altså uden et firma i ryggen.

Dette kan f.eks. ske igennem et af de mange online services på internettet, hvor et firma formidler kontakten mellem dig og en privat rengøringshjælp.

Men!

Vidste du, at hvis du hyrer en privatperson til at gøre rent hos dig, så vil du i Politiets øjne blive anset som arbejdsgiver?

Og hvis personen, du har hyret, opholder sig illegalt i landet, så kan du ende med en bøde på op til kr. 20.000,- per påbegyndt måned – eller hele kr. 240.000,- for et år.

Det kan altså ende med at være uendeligt meget dyrere at benytte sig af den “billige” rengøring, fremfor at hyre et firma, der har styr på de formelle krav.

4. Benytter firmaet sig af (ukendte) underleverandører?

Undersøg om firmaet benytter sig af underleverandører. Det vil normalt fremgå af deres hjemmeside (hvis de ikke har noget at skjule), men ellers kan du altid spørge.

Som sådan behøver der ikke at være noget galt med at bruge underleverandører. Problemet er bare, at du som kunde ikke aner, hvem der kommer ud til dig. Og det gør firmaet, som du har hyret, i bund og grund heller ikke.

Når et rengøringsfirma kun bruger egne ansatte, så kender de altid rengøringsassistenten godt.

Det modsatte er tilfældet, hvis tjansen går til en underleverandør. Pludseligt er det underleverandøren, der skal stå inde for kvaliteten og ren straffeattest – en underleverandør som du overhovedet ikke kender.

5. Er det (øjenbrynsløftende) billigt?

Hvis du finder et tilbud om rengøring, der ligger langt under markedsprisen, så er det en god idé at være ekstra opmærksom på eventuelle faldgruber.

Vi kan for sjov prøve at lave et lille regnestykke.

Lad os sige, at en rengøringsassistent får 130 kroner pr. time. Så vil et beskedent regnestykke for 2 timers rengøring se således ud:

  • Løn: 260 kroner
  • Feriepenge: 39 kroner
  • Kørsel (ved 20 kilometer i alt): 80 kroner
  • Rengøringsmidler/slid på materialer/spild: 20 kroner
  • Uforudsete udgifter: 1 krone

I alt for 2 timers rengøring løber det op i: 400 kroner

Hvis et firma så tilbyder at gøre rent i 2 timer for f.eks. 350 kroner, så kræver det ikke meget at gennemskue, at der er noget helt galt.

Når vi tager moms i betragtning (og det gør vi naturligvis), så skal du faktisk op på 500 kroner, bare for at det hele går i nul.

Dvs. så tjener virksomheden ingenting.

Overhovedet.

Alt under 500 kroner vil altså give et underskud til firmaet.

Som en gammel talemåde så flot udtrykker det: Hvis det ligner en and og går som en and… Ja så er det nok en and.